Sundhedsforløbet – positiv omtale

Mange ansatte vil gerne leve sundere

Der er stor efterspørgsel på det nye otte ugers sundhedsforløb, som motionsklubben Pusterummet tilbyder kommunens ansatte. Så stor at bestyrelsen i motionsklubben har besluttet at udvide tilbuddet, så endnu flere kan være med.

– Vi har længe talt om, at vi gerne ville lave noget for dem, der gerne vil leve sundere og have en stærkere krop. Lidt ligesom ’Rigtige Mænd’. Men det var et sats, for vi kendte ikke behovet. Vi har nu fået 50 tilmeldinger og må konstatere, at vi nærmest er druknet i succes, fortæller Dianna Thrane, der er medlem af bestyrelsen i Motionsklubben Pusterummet.
1 hold blev til 3
Bestyrelsen skruer derfor op for volumen og opretter tre hold med 12 personer på hver, i stedet for kun et enkelt. Det første hold startede op i sidste uge, om tre uger starter hold to og til januar starter et tredje hold. Pladserne er fordelt efter først-til-mølle princippet. Janet Keil, som er plejehjemsekretær på Plejehjemmet Strandhøj, er en af dem, der har taget skridtet mod en sundere livsstil.
– Tidligere var jeg god til at få løbet en tur eller svømmet, men for to år siden fik jeg problemer med hoften, og så gik jeg i stå. Nu er jeg klar igen, og håber forløbet kan blive et springbræt til at få genetableret de gode vaner, siger Janet Keil.
At hun kan tage skridtet sammen med andre, der kan motivere og holde hende til ilden, er en stor drivkraft.
– Allerede den første onsdag, hvor vi mødtes til træning, var der masser af sjov og gode grin, så det lover godt, siger Janet Keil og supplerer: Jeg synes i øvrigt det er et rigtig godt tilbud, vi har fået, men jeg tænker det også er i kommunens interesse at medarbejderne er fit for fight.
Fra pædagoger til brandmænd
Kurset er for alle månedslønnede ansatte i Helsingør Kommune, som har meldt sig ind i Motionsklubben Pusterummet. Det koster 50 kr. om måneden at være medlem. Og det er et bredt udsnit af de ansatte i Helsingør Kommune, der har meldt sig.
– Deltagerne arbejder mange forskellige steder i kommunen bl.a. i dagtilbud, på plejehjem, i administrationen og der er også en enkelt brandmand på holdet. Der er mange kvinder men også et par enkelte mænd imellem, fortæller Dianna Thrane.
Stor erfaring med sundhedsforløb
Holdene ledes af vejleder Christina Lorenzen fra firmaet Pernielsen.com, som har stor erfaring i lignende sundhedsforløb. Det er blandt andet pernielsen.com, der har stået i spidsen for Helsingør Kommunes kursus “Rigtige mænd”.
Per Nielsen selv, der har arbejdet med træning og livsstilsændringer i mange år, ser det som en stor samfundsmæssig udfordring, at vi lever i et fedmefremmende samfund, hvor vi konstant bliver præsenteret for reklamer om energiholdig mad og samtidig sidder mere stille end nogensinde. Derfor glæder det ham, at så mange fra Helsingør Kommune får mulighed for at være med.

– Med forløbet håber vi, at vi kan give deltagerne et skub i den rigtige retning og samtidig præsentere dem for nogle værktøjer, som de kan bruge i deres hverdagsliv, også når de otte uger er gået, siger Per Nielsen, som er uddannet personlig træner og kostvejleder med speciale i vægttab.
Topmotiverede deltagere
På programmet er bl.a. en individuel kost- og træningsplan, personlig vejledning samt holdtræning to gange om ugen med Christina Lorenzen i spidsen. Hun ser frem til at guide og motivere deltagerne til et sundere liv over de næste otte uger.
– Vi havde første holdtræning i sidste uge, og der var bare super god stemning. Folk er topmotiverede. De ved godt, at det er et rigtig godt tilbud, de har fået her, siger Christina Lorenzen, der har arbejdet med kost og træning i 16 år og bl.a. er uddannet fitnessinstruktør.
Hun understreger, at otte uger ikke er lang tid, når man skal ændre vaner men kan give et skub i den rigtige retning.
– Derfor har vi også fået en opfølgning lagt ind i programmet, så der følges op på mål og vægt både fire, otte og 12 uger efter endt forløb, siger Christina Lorenzen

Pusterummet overvejer i øjeblikket om forløbet skal være et årligt tilbagevendende tilbud, så endnu flere kan få mulighed for at være med.
Bookmark the permalink.

Comments are closed.